Jeg blev født påskemorgen den 10 april 1955 på et lille landsted lidt udenfor Vesterborg på Lolland, hvor min mor tilsydenladende var ansat. Hendes daværende mand sad i fængsel hvert andet øjeblik og her traf hun min far som hun efter en skilsmisse senere blev gift med. Men på det tidspunkt var jeg over et halvt år gammel og jeg blev først døbt dagen efter deres bryllup. De blev gift borgerligt på Nakskov rådhus og jeg blev så døbt dagen efter i Halsted kirke. Der fik jeg efternavnet Hansen. Hvis jeg var blevet døbt tidligere, var det blevet med Olsen som efternavn. Der kom så senere fire børn mere i familien, hvoraf den ene dog døde ret tidligt. Og så var der et par halvsøskende som var ældre end mig. Dem adopterede min far så også (det blev dog først officielt pr. 22 oktober 1963)
Min mor gik hjemme og passede hus, hjem og børn mens min far sørgede for indtægten. Så det var ikke det helt store der var at gøre godt med, men det gik da og vi havde da altid mad at spise og tøj på kroppen. Da min far var meget gammeldags og kun ville arbejde med køer, var indtægten nok ikke så stor, men et TV skulle der nu alligevel også være råd til. Og da køer efterhånden blev mere og mere urentabelt og blev solgt fra, måtte vi flytte regelmæssigt til et nyt sted hvor de stadig holdte køer. Det betød så selvfølgelig også at man jævnligt måtte skifte skole, så det blev til en 7-8 forskellige skoler. Ikke desto mindre var der et par lærere i 8. klasse der mente at jeg var fejlplaceret og skulle da nok skifte til en realklasse så jeg kunne få en boglig uddannelse, men det blev der nu ikke noget af. 
Da jeg gik i denne 8. klasse kom min far ud for en arbejdsulykke og døde. Jeg var dengang 14 år og efter nogen tid fik min mor en kæreste. Måske ikke noget forkert i det, men ham kunne jeg altså ikke komme overens med. Han tænkte kun på at drikke øl dagen lang, og da jeg begyndte at tjene en smule penge, ville han også ha´ dem – han var jo tørstig. Da jeg nægtede, måtte jeg ud af huset og bare passe mig selv. Så der var ikke hverken tid eller penge til en ordentlig uddannelse. For mig var det ren overlevelse på bedste måde. Og uden uddannelse er det ikke de store penge, man kan tjene. Jeg har nu for det meste tjent meget godt alligevel. Men det har også kostet blod, sved og tårer. Det meste af tiden har jeg arbejdet 60-70 timer om ugen for en relativ lille løn i forskellige jobs. De seneste mange år har jeg arbejdet som chauffør. Jeg har faret hele Vesteuropa rundt i lastbil om det så også var juleaften eller nytårsaften. Men jeg havde jo ingen at skulle hjem til. Jeg steg ud af lastbilen for sidste gang i 2011 og har siden kørt taxi, lidt limo-kørsel og flextrafik (hovedsalig i minibus med mest pensionister og syge der skulle til læge, sygehus eller diverse klinikker). Der har aldrig været noget rigtigt interessant job. Jeg har ellers hele livet haft en drøm om at blive pilot, men det blev der desværre aldrig råd til.
Nogle af de biler, jeg har haft at køre i gennem årene:
I maj 2018 blev jeg dog syg og mistede retten til at køre for andre, og jeg har gået hjemme siden. Først på sygedagpenge fra kommunen og senere på en overgangsydelse som man dårligt kunne leve af. Her fik jeg da heldigvis en uvurderlig hjælp fra en søster og en bror. Uden dem var jeg nok død forlængst af sult eller mangel på medicin. Nu er jeg så kommet på pension, som jeg nok burde kunne klare mig for, selvom jeg dog kom noget bagud med flere ting, inden denne kom på plads.
Jeg bor på landet lidt uden for en landsby på Lolland, den samme ø som jeg blev født på. Her har jeg et gammelt hus som måske nok kunne trænge til en kærlig hånd, men det er rigeligt stort nok til mig. Jeg bor jo alene idet jeg anses for at være alt for grim til andet, og nu er jeg også for gammel til noget andet. Lidt ensomt og trist, men det er nu engang den skæbne der er blevet mig tildelt.
Jeg har altid interesseret mig for dansk historie og det er nok en af grundene til at jeg begyndte med slægtforskning. Igennem den hobby har jeg mødt nogle mennesker – måske lidt langt ude i familien som jeg ellers aldrig havde hørt om før. Men det har været meget interessant og jeg ser det som en vigtig ting at vide hvor man kommer fra. Nu har jeg også mere tid til det (jeg kan jo ikke gå og slå græs hver dag). Nu er det mere et spørgsmål om hvor længe denne her gamle pc gider være med til det. Min nuværende arbejdsstation nærmer sig de 10 år her i skrivende stund, og en ny kommer ikke på tale lige nu. Interessen for historie får mig også til at ønske at kunne besøge de gamle danske kolonier i Karabien. Det man kaldte De dansk-vestindiske øer. Sikkert også en ting der desværre aldrig bliver til noget. Disse øer var danske i ca. 300 år men blev solgt til USA i 1917 og hedder nu US. Virgin Island, på dansk: Jomfruøerne. Det var et meget sort kapitel i dansk historie og så vidt jeg husker da heller ikke noget man hørte om i skolens historie-timer. Jeg er absolut IKKE racist og er rigtig glad at min familie ikke har haft noget med det at gøre, og er også glad for at Danmark var blandt de første til at stoppe slavehandel og at frigive slaverne derovre. Men der er stadig spor af den mørke tid og det ville jeg gerne se med egne øjne.
Nogle af mine rullende arbejdspladser:
I bl.andet disse biler kørte jeg rundt både i Danmark og i det meste af Europa.
Det gider jeg ikke se mere om ! Tilbage til toppen.
I en årrække rejste jeg rundt i Danmark og Skandinavien som montør for et højtryksfirma. Og en uge på Nordsøen, blev det også til. Det var lidt specielt, når man skulle trække i en overlevelsesdragt inden man hoppede ombord i helikopteren. Vi boede på et gammelt tankskib, der lå derude som et slags hotel og måtte frem og tilbage hver dag. Skibet lå i ét oliefelt og platformen vi arbejde på, i et andet. Så vidt jeg husker “Dan Bravo”. Her ses en kollega trække i tøjet inden afgang:
Senere startede “eksport-eventyret”. Det var i starten mest med transport af hængende skinker til især Italien og England. En af de store aftagere var tenoren Pavarotti i den lille by, Castelnuovo Rangone ved Modena. Men selvfølgelig også mange andre steder.
Her aflæsses skinker hos Pavarotti. Han havde dette firma selv og var medejer af et andet i nærheden, som fik mange flere læs hver dag.
Når man havde fået læsset af, var det meget forskelligt hvad man kunne få med hjem (eller til andre steder). Det afhang altid mest af årstiden. Var der ikke frugt eller grønt, kunne det måske blive et læs stykgods, måske til hjemlandet eller måske til et andet land. Vi kørte meget frugt og grønt. Måske ikke så meget til det det danske marked, mere til det svenske. Vi kunne også læsse is. Her læsses Magnum-is i Caivano ved Napoli og Carte d´or is i byen Cagliari på den sydlige del af middelshavs-øen, Sardinien:
Magnum-is fra Napoli
Og Carte D´or-is i Cagliari på Sardinien.
Trods varmen, foregik læsningen her ude i den stærke solvarme.
Klar til afsejling fra Patras Havn i Grækenland.
Og så er jeg ved at være i land i Brindisi, nede på Italiens hæl.
Her kom jeg tom tilbage fra Grækenland og troede at jeg skulle læsse jordbær i dette område. Men det var tom videre helt til Napoli for at læsse is-pinde.
Her læsses engelske griseskind af i Gent i Belgien. Når man skal sejle tilbage til kontinentet, spørger billetdamen som regel, hvad man har med. En gang sagde jeg: “Tomme grise”, og hun lå næsten flad af grin.
Og så nogle steder i forbifarten:
Appelsin-plantage lidt nord for Valencia i Spanien. Her skulle jeg ha´ appelsiner til Sverige. Det ser måske ikke sådan ud, men det faktisk kun et par dage før jul.
“Manãna” blev der sagt. Altså vent til i morgen. Men jeg fik dem overtalt til at læsse samme dag, og jeg nåede hjem juleaftensdag omkring middag.
Dette kan også være lidt svært at se, men det er altså en hovedgade i en landsby i Sydtyrol. Ikke megen plads at køre på når man op til æbleplantagerne.
Motiv fra Barcelona, Spanien.
Indsejlingen til Dover, England med de hvide klitter.
Og så læsses der hollandske grøntsager af til krydstogtskibet “Jewel of the Seas” på Langelinie i København.
Men i foråret 2011 var det slut med at køre lastbil. De sidste par år kørte jeg frostvarer fra Vejle i vest til butikker overalt øst for Storebælt. Men vi der kom fra fremmede vognmænd skulle lave mere og mere og tiden rakte ikke til det. Så jeg sprang fra og begyndte så senere at køre taxi, lidt limosinekørsel og til sidst mest Flextrafik. Og netop det sidste er vel nok det dårligst betalte job i Danmark. Det var mest 12 timers vagter og der var som kun regel når man var ude at køre. Movia der stod for det, beregnede hvor meget man skulle ha´ i løn hver dag. Og jeg har derfor præsteret – endda et par gange – at få måske en halv timeløn for en dag med en 12 timers vagt. Ikke fordi det offentlige ikke betalte så rigeligt for disse ture, men Movia beholdt bare de fleste af pengene selv. Der er dog også kommuner der har indset at det er for dyrt og måske vælger at sende en taxi i stedet. Det sparer de nok mange penge på, selvom det måske lyder lidt skævt.
Og i maj 2018 gik det så galt. Lægen forbød mig at køre og min chef ville ikke betale sygeløn. “Hvis man ikke gider at lave mere, kan man jo bare holde op !”. Det måtte jeg så gøre. I starten betalte kommunen mig en fattigforsørgelse men senere kom jeg på pension. Først seniorpension og nu folkepension. Jeg ville da egentlig gerne køre bare lidt her i pensionstiden også, men den gik altså ikke. Så nu sidder jeg bare alene herhjemme og keder mig med det.