Flere med to ane-numre

Verden bliver mindre og mindre. Og samtidig bliver familien større og større, men måske også mere kompakt.

Jeg skrev for noget siden om to af mine aner der havde to ane-numre. Nu viser det sig at der er et par stykker mere, som er mine aner i dobbelt forstand. Jeg vil her lige forklare hvordan det hænger sammen.

Min tiptip-oldefar Niels Pedersen, der senere også får tilnavnet “Hørmand” blev født i Horslunde den 4. januar 1804 og døbt i den lokale Horslunde kirke fire dage gammel den 8. januar. Han blev født som “uægte” barn af Sidsel Nielsdatter. Hans far kender jeg ikke noget til, andet end at der står i kirkebogen at en Peder Hansen er udlagt som barnefadder. Jeg har længe kendt til Sidsel, men ikke meget. Vidste ikke hvor hun kom fra, da der var et par stykker i området som kunne være i spil. Men nu viser det sig at hun kom fra Skørringe. Sidsel blev født i Skørringe i 1769 af Niels Baltzersen og Bodil Berthelsdatter. Og denne Bodil havde jeg i forvejen stående i min database, da hun er søster til min 3 x tipoldefar Rasmus Berthelsen. Og det betyder at deres forældre, Berthel Ipsen og Anna Jensdatter, som er mine aner nr. 204 og 205, nu må ha´ hvert et nummer mere. Når min 3 x tipoldefar Rasmus er bror til Sidsel mor, Bodil, må Bodil jo også ha´ en ane-nummer, som så bliver nr. 203. Og derfor får Berthel og Anna hvert et ekstra nummer, 406 og 407, for nu er de både 4 og 5 x tip-oldeforældre til mig. Sagt med andre ord: Rasmus Berthelsen er min 3 x tipoldefar og hans søster Bodil viser sig nu at være min 4 x tip-oldemor. Men som man siger: Det bliver da i familien.

Sidsel blev døbt i Skørringe kirke d. 30/7 1769 og ved Ft. 1787 var hun som 16-årig i tjeneste hos Rasmus Berhelsen i Vejleby. Det har jeg da også tidligere kunnet se, men hvad jeg ikke vidste er at Rasmus samtidig var hendes morbror. Ved Ft. 1801 bor hun hos søsteren Johanne og dennes familie i Øster Skørringe by. Men så må hun åbenbart tage til Horslunde og hvad der derefter sker med hende efter sønnens fødsel, er desværre uvist. Men ved sønnen Niels´s konfirmation i Skørringe kirke, står hun som afdød.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.