Vielser og skilsmisser i gamle dage.

I dag er det jo så moderne at blive skilt. Tidligere troede jeg faktisk at det stort aldrig forekom. Af den simple grund at det var for pinligt. Og i gamle dage var det nok også mere sådan at manden jo ejede kvinden, næsten ligesom han evt. ejede sit kvæg.

Selv har jeg aldrig været gift. Jeg har ganske enkelt ry for at være for grim til at nogen vil ha´noget med mig at gøre. Det har derfor været en – for mig – ret ensom og trist tilværelse. Jeg har dog så det privilegium at jeg så ikke skal kæmpe med en skilsmisse.

Men min slægtforskning har lært mig at skilsmissen altid har været her. Man talte måske ikke så meget om den slags før. Det har nok været ret skamfuldt at gennemføre det før i tiden. Nu er det nærmest en ren naturlig ting. Det passer altså ikke helt hvad præsten siger; at ”Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”.

Nu er det jo heller ikke alle, der bliver gift i kirken. Siden grundloven blev indført i 1851 – med tilhørende religionsfrihed, har det også været muligt at blive viet borgerligt, og her hører man nok ikke denne frase.

I de rigtig gamle dage, var et ægteskab noget der blev besluttet af de respektive familier. Først blev det aftalt, hvornår kvinden skulle overgives til manden, det kaldte man en ”fæstning”. Og denne overgivelse skete så ved et bryllup. Og den efterfølgende fest sluttede som regel med at gæsterne skulle overvåge at brudeparret blev ”lagt” i seng for at fuldbyrde ægteskabet. I middelalderen kunne et sådant ægteskab indgås når pigen var fyldt 12 år og manden 14 år. Denne alder er dog senere sat noget op.

Når man kikker i de gamle kirkebøger, ser man mange gange ordet ”Trolovet”, før folk blev copuleret (viet). Trolovelse var en forlovelse indgået for præsten forud for ægteskab. Før 1799 var trolovelsen en pligt og havde næsten samme retsvirkning som vielse.

Og skilt igen kunne man altid blive. Måske især efter reformationen i 1536. Indtil 1797 blev skilsmissen behandlet ved en gejstlig domstol,. Sagen skulle afgøres ved “tamperetten”, en særlig ægteskabsdomstol som fandtes i hvert stift og som trådte sammen 4 gange årligt. Efter 1797 skete det under den civile ret, ved bevilling eller dom udstedt af Det Danske Kancelli. Fra 1827 – 1970 var det af Amtmanden, fra 1970 – 2006 af statsamtet og nu af statsforvaltningen.

Også i min egen familie er skilsmisser forekommet flere gange i den tid hvor det nok har været ret skamfuldt. F.eks. blev min morfars forældre, Anders Peder Johansen og Maren Sofie Jørgensen, skilt efter mindre end 10 års ægteskab. Og Marens mor, Sidsel Margrethe Hendriksdatter var også selv blevet skilt. Sidsel var familiens sorte får og det kunne måske være pga. denne skilsmisse, som hun blev beskyldt for at være årsag til. Jeg ved det ikke. Men årsagen til skilsmissen var nok nærmere at hendes mand var lidt fordrukken og var hende også utro. Så her ville jeg nok tage hende i forsvar. Men måske var skammen årsag til at ”tante Grete” som hun også kaldtes, ikke var på særlig god fod med sine forældre, som havde en de største gårde ved Døllefjelde. Det var nok ikke ligefrem fint.

Jeg har også kendskab til en anden af mine tidligere aner i samme gren der blev skilt. En af mine tiptip-oldemødre, Ane Margrete Rasmusdatter (Anders´  mormor) lod sig skille engang efter 1855. Jeg kender endnu ikke den nøjagtige dato, men hun fraflyttede sin mand i Toreby og levede resten af sit liv alene i centrum af Nykøbing Falster til hun døde af lungebetændelse i 1881 og skulle angiveligt have klaret her sig af private midler.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.